top of page

Vil du være en del af SeaBySail?

Her på siden vil vi slå ledige stillinger op, når der er nogen. Lige nu søger vi en blæksprutte/trainee til vores både. Læs stillingsopslaget nedenfor og søg stillingen. 

Blæksprutte/Trainee til sejlbåd 

SeaBySail søger en blæksprutte/styrmands-trainee til sejlbåd i Fransk Polynesien 

 

Vil du gerne lære at sejle og dykke? Har du hovedet og hænderne godt skruet på? Har du gå-på-mod og godt humør som ingen andre og brænder du for at lære samt at levere oplevelser for livet til vores gæster?

 

Så er det sådan en som dig, vi søger.

 

Til vores sejlbåd i Fransk Polynesien søger vi et energibundt af en m/k, som drømmer om en 

uddannelse i sejlads og dykning og som, i samarbejde med vores skipper og øvrige team, kan give vores gæster en ægte langturssejladsoplevelse.

 

Hvem er vi?

Vi er en nystartet virksomhed, som tilbyder eventyr med udgangspunkt i sejlads på vores to store sejlbåde i Fransk Polynesien. Vi går højt op i at levere oplevelser og uddannelse i sejlads. Oplevelser som lever op til, og gerne overgår, vores gæsters forventninger samtidig med, at vi ikke går på kompromis med sikkerhed og gældende regler. Vi følger således Søfartsstyrelsens regler på området 

samt er medlem af Rejsegarantifonden.

 

Livet på en langturssejlbåd er ikke for alle

Det er til tider ganske hårdt arbejde at være langturssejler. Dine arbejdsopgaver vil spænde virkelig bredt og det er derfor en forudsætning, at du i den grad har “ja-hatten” på og som det mest naturlige tænker: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”.

 

Med skipper som mentor og daglig leder bliver dine arbejdsopgaver bl.a.:

  • Sejlads: Som styrmands-trainee er du skippers højre hånd under sejlads og hjælper til med alt: Klargøring af båd, betjening af anker, sejlsætning, sejltrim, udkig, rorvagt og meget mere.

  • Bådvedligehold: Du er med til alt, hvad det kræver at holde en langturssejlbåd i god stand, såsom: Motor, el, vvs, gas, polering, bundmaling og syning.

  • Fællesskabsopgaver: Som besætning er du en del af fælleskabet og med til: Rengøring, opvask, madlavning, indkøb m.v.

  • Sociale medier: Du hjælper med at lave indhold til vores forskellige konti på sociale medier.

 

Kvalifikationer

Den absolut vigtigste kvalifikation er, at du er solid som en klippe og svær at slå ud af kurs. 

Langturssejlads er til tider benhårdt arbejde, men belønningen i form af at have paradis som din arbejdsplads, et fantastisk fællesskab samt at få nogle unikke kompetencer, er det hele værd - men det kræver, at du kan stå distancen.

 

Vi forventer:

  • Du er udadvendt og kan lide at bo og omgås tæt med mennesker mange timer dagligt.

  • Du har en sublim situationsfornemmelse og dine sociale kompetencer er i top.

  • Du har hoved og hænder godt skruet på, kan tænke logisk og arbejde selvstændigt.

  • Du kan afsætte minimum 1 år og gerne 2 eller mere.

 

Vi tilbyder:

Stillingen er ulønnet, men vi tilbyder:

  • En arbejdsplads udover det sædvanlige, et fantastisk team og en oplevelse for livet.

  • Sejladsuddannelse: Vi uddanner dig i sejlads, så langt du har mod på. Fra Duelighedbevis til Yachtskipper af 1. grad.

  • Dykkeruddannelse: Vi uddanner dig til dykker, så langt du har mod på: Fra PADI Open Water Diver til PADI Divemaster.

  • Friplads ombord på båden (kost og logi).

  • En uddannelse i langturssejlads med en erfaren skipper som mentor i alle aspekter af dine opgaver.

  • For den rette kandidat er der mulighed for på sigt at blive styrmand eller skipper på en af vores både.

 

Tiltrædelse primo august 2024.

 

Send relevant CV og en motiveret ansøgning til: jakob@seabysail.dk.

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information, så tøv ikke med at tage kontakt.

 

Jakob Rylander Holdt-Simonsen

jakob@seabysail.dk

WhatsApp: +4551949494

bottom of page